30.10.09: Nationalt videncenter om regeringens sundhedspakke: Gode idéer - med plads til forbedring

Der er mange gode ideer - men der savnes klare mål for arbejdet.

Regeringens nye handlingsplan for forebyggelse rummer gode elementer, men der er plads til forbedringer ifølge det nationale videncenter for kost, motion og sundhed KOSMOS.

Leder af KOSMOS og medlem af Det Nationale Forebyggelsesråd, Børge Koch, mener, at der er gode tanker i regeringens sundhedspolitiske udspil på sundhedsfremme- og forebyggelsesområdet. Men han savner nogle klarere nationale mål for arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse på både det politiske niveau og det institutionelle niveau i landets kommuner - meget gerne tænkt på tværs af fagområder og forvaltninger.

Børge Koch er glad for, at sundhedsfremme og forebyggelse nu indgår som en integreret del af en samlet national sundhedspakke:

- Sygehusstruktur og sygdom fylder rigtig meget i regeringens sundhedspolitiske udspil, men det glæder mig, at regeringen fortsat ønsker at satse på den enkelte borgers kompetence til at tage ansvar for egen og andres sundhed. Lige netop børn og unges evne til at handle på baggrund af viden og indsigt, engagement, visioner og handleerfaringer er omdrejningspunktet for arbejdet i det nationale videncenter KOSMOS. I de seneste år har videncenteret opnået gode erfaringer og resultater med børn og unge samt svage grupper, som er en anden målgruppe i regeringens sundhedspolitiske udspil. Blandt andet er over 120.000 skoleelever med i motionskampagnerne Aktiv Rundt i Danmark og Move It, Kids! Det er tiltag, der sætter sig spor som højere fysisk aktivitet i den generation, der er på vej. 

Endelig har Børge Koch bemærket, at regeringen i sit sundhedspolitiske udspil skriver, at sundhedsfremmearbejdet og forebyggelsesindsatsen skal hvile på et solidt vidensgrundlag. Dette bakker KOSMOS helt klart op. Det nationale videncenter KOSMOS har samarbejdsaftaler med både Syddansk Universitet og Danmarks Pædagogiske Universitetsskole under Århus Universitet.

Regeringen har netop udsendt sin sundhedspakke med titlen: "Godt på vej mod et sundere Danmark" – 8 store skridt, der gør et godt sundhedsvæsen endnu bedre". Sundhedspakken følger bl.a. op på Forebyggelseskommissionens anbefalinger til en styrket forebyggende indsats fra april 2009.