For meget rygning og for meget alkohol: Eleverne på landets erhvervsskoler har en mere usund livsstil end deres kolleger på gymnasier og handelsskoler. Nu viser en kortlægning af erhvervsskolernes indsats for at fremme sundheden, at der ikke gøres meget for at afhjælpe problemet.
Det er Det Nationale Videncenter for Kost, motion og sundhed (KOSMOS) ved University College Syddanmark, der har kortlagt området gennem interviews med ansatte på flere erhvervsskoler og gennemgang af en række projekter og rapporter. Resultaterne er samlet i rapporten Kortlægning af sundhedstiltag på erhvervsuddannelser i Danmark, og konklusionen er, at der er tale om spredt fægtning i forhold til at hjælpe eleverne til en bedre livsstil.
- Skolerne mangler midler til at gennemføre en koordineret indsats for at forbedre sundheden. Politikerne har lovet penge ved flere lejligheder, men der er ikke sket noget, og derfor må skolerne selv afholde udgifterne. Det er én af grundene til, at der sker for lidt, og det lader desværre eleverne i stikken, mener Børge Koch, leder af KOSMOS og medlem af Det Nationale Forebyggelsesråd.
Manglende evaluering
Den nye rapport dokumenterer, at de få sundhedsprojekter, der faktisk er i gang, primært sigter på at mindske frafaldet på skolerne – dermed er sundhedsfremme altså ikke et mål i sig selv. Samtidig er de fleste tiltag relativt unge: Med få undtagelserne er sundhedsprojekterne på erhvervsskolerne under tre år gamle. Der finder heller ikke en systematisk evaluering og opfølgning sted, og det betyder en mindre effektiv indsats, end man ellers kunne opnå.
På baggrund af disse fund giver rapporten en række anbefalinger, der kan styrke arbejdet med elevernes sundhed på erhvervsskolerne. Det gælder blandt andet om at tænke idrætsaktiviteter ind i både fritid og undervisning samt at tilbyde mere uddannelse til skolernes ledelse og undervisere.
Om rapporten
Rapporten Kortlægning af sundhedstiltag på erhvervsuddannelser i Danmark kan downloades gratis på kosmos.ucsyd.dk.
Direkte link til publikationen og omtale: http://kosmos.ucsyd.dk/nyt/nyheder/020611-kortlaegning-af-sundhedstiltag-paa-erhvervsuddannelser/
Mere information
Børge Koch
Leder af KOSMOS og medlem af Det Nationale Forebyggelsesråd
University College Syddanmark
bfk@ucsyd.dk
TLF. 73 22 71 30
