Leder af KOSMOS, Videncenter for Sundhedsfremme og medlem af Det Nationale Forebyggelsesråd, Børge Koch, skal fremover repræsentere Danmark i det europæiske netværk Schools for Health in Europe (SHE).
Netværkets formål er at fremme sundheden i europæiske skoler gennem udveksling af viden og erfaring mellem de enkelte lande, og Børge Kochs Videncenter for Sundhedsfremme har gennem en årrække opbygget viden og opnået gode erfaringer med store kampagner i de danske folkeskoler. Dette arbejde har nu ført til, at undervisningsministeriet og Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) udpeger ham som national koordinator i SHE-netværket. Børge Koch ser frem til at deltage:
- Det er et kæmpe skulderklap til UC Syd og medarbejderne i Videncenter for Sundhedsfremme ved UC Syd for det flotte arbejde, som gennem en årrække er gennemført inden for sundhedsfremme og forebyggelsesområdet. Med min placering i det europæiske netværk vil videncenteret blive inspireret af andre landes måde at arbejde på - men vi vil bestemt også komme til at inspirere andre med vores arbejde. Desuden er mulighederne for at indgå i flere internationale samarbejder blevet endnu bedre med udnævnelsen, siger Børge Koch.
Som begrundelse for udpegningen anfører undervisningsministeriet Børge Kochs ekspertise og erfaring inden for kompetenceudvikling og uddannelse på sundhedsfremmeområdet.
Kontakt Børge Koch
Videncenterleder, University College Syd
bfk@ucsyd.dk, tlf. 7322 7130

