06.10.09: Århus får seks nye Idræts-SFO’ere

Århus får seks nye Idræts-SFO’ere, der skaber glade børn i bevægelse. Seks århusianske SFO’ere springer ud som Idræts-SFO’ere. Det fejrer de med badutspring og certifikater onsdag den 7. oktober…

Hop, dans, løb, leg, svømning, klatring…. børn bliver glade af at bevæge sig

Det kommer de til, når seks SFO’ere i Århus på onsdag springer ud som Idræts-SFO’ere. Igennem et år har SFO’ernes personale deltaget i et landsdækkende pilotprojekt, ”Fra SFO til Idræts-SFO”. Personalet har arbejdet med børns motivation og lyst til at bevæge sig. Derudover har de udviklet deres egne roller og tilgang til arbejdet med børn.

Ulf Groth Berntsen er leder for Sølystskolens SFO, som er en af de kommende Idræts-SFO’er. Han har oplevet, at personalet i de seks SFO’ere er blevet mere afklarede i deres holdning til børn og bevægelse, og at SFO’erne har skabt deres egen profil, som de nu kan bruge i arbejdet med børnene i SFO og i samarbejdet med foreninger om børn og bevægelse:

"Det har været et interessant forløb, hvor vi er blevet inspireret til at bruge pædagogisk idræt til at gøre en kæmpe forskel i mange børns oplevelse af at bruge deres krop. Det drejer sig om bevægelsesglæde", fortæller han.

Baggrund
Danmarks Idræts-Forbund har i samarbejde med Århus Kommunes Videncenter for Trivsel og Sundhed og med KOSMOS (Nationalt videnscenter for kost, motion og sundhed for børn og unge), udviklet konceptet for ”Fra SFO til Idræts-SFO”. I Århus Kommune har Børn og Unge taget stafetten op, og satte sidste år pilotprojektet med de seks SFO’ere i gang.

Formålet med projektet er, at børn kan udvikle en egen bevægelseskultur. De skal opleve, at idræt og bevægelse er en del af deres personlighed, også når de er gået hjem fra institutionen og skolen.

De seks SFO’ere arbejder med at give alle børn lige muligheder for at opleve glæden ved at bevæge sig. Det betyder også et nyt tilbud til de børn, som har dårlige erfaringer med fysisk aktivitet og mangler lysten til at dyrke de mere traditionelle idrætsgrene.