24.05.11: Kan det være usundt at have idræt i skolen?

af Ulla Pedersen, KOSMOS 

Svaret på spørgsmålet i ovenstående overskrift synes givet: Nej, selvfølgelig kan det ikke være usundt med idræt! Fra politisk side arbejdes i flere sammenhænge på at skaffe flere idrætstimer til skolen for sundhedens skyld, og flere undersøgelser sætter fokus på idræts gavnlige virkninger for skoledagens forløb. Googler man "kan det være usundt at have idræt i skolen", spørger søgemaskinen straks: "Mente du: Kan det være sundt at have idræt i skolen?"

Men videncenterleder Børge Koch fra KOSMOS sætter spørgsmålet under lup. Da idrætslærerne ofte sætter boldspil på programmet i timerne, får børn - især piger, der i mange tilfælde ikke interesserer sig for boldspil - færre chancer for glæde og positive oplevelser i idrætstimerne. Desuden bliver elevernes udvikling af handlekraft ikke udviklet efter hensigten, idet både mål, rammer og indhold i undervisning er givet i boldspillet.

Vælges boldspil for tit i idrætstimerne får alsidigheden alt for ringe kår, og nogle elever "står af", når boldspilsentusiasterne dominerer spillet. Der opstår en risiko for at blive aktivt stødt ud af børnefællesskabet  - der opstår således en passiv eksklusion, dvs. man holder nogle udenfor bevidst eller ubevidst. Dermed får disse elever en negativ oplevelse med aktiviteten og ønsker efterfølgende måske slet ikke at deltage!

"Skolens opgave er undervisning, læring og dannelse", siger videncenterleder Børge Koch og fortsætter: "Så det er vigtigt, at idrætslæreren husker at fremme glæden og lysten ved bevægelse for alle elever i skolen ved at gøre idrætsundervisningen alsidig."

Læs artiklen 'Kan det være usundt at have idræt i skolen?' i Magasinet Skolen, april/maj 2011, side 43-44.