af Ulla Pedersen, KOSMOS
Sundhed, leg, bevægelse og kammeratskab er nøgleordene i den nye aktivitet, som KOSMOS har designet sammen med Dansk Boldspil Union, DBU. Aktiviteten hedder 'Kom ud af PomFRITTEN - brug bolden' og er målrettet SFO'er og fritidshjem, der i samarbejde med landets fodboldklubber skyder nyheden igang i 2012.
SFO'er og fritidshjem inviteres ind i et legeunivers i den lokale fodboldklub: Børnene skal være sundhedsagenter sammen med 'Agent SuperSund' og redde frugter og grøntsager fra den farlige Grev Mug, der lever af slik, chips og sodavand. For at klare missionen bliver børnene stillet over for en række udfordringer, der tager udgangspunkt i kropslige kompetencer - herunder motoriske egenskaber, idrætslige kompetencer og sociale kompetencer.
Der er 180 fodboldklubber klar rundt om i landet.
”Vi er meget glade for alle de ansøgninger, vi har modtaget til ’Kom ud af PomFRITTEN – brug bolden’. Det viser, at vi har udviklet et produkt, der appellerer til målgruppen, og vi synes, det er positivt, at fodboldklubberne vil være med til at fremme sundhed, leg, bevægelse og kammeratskab,” siger Tina Enestrøm fra DBU Børn & Ungdom.
Læs mere på DBUs hjemmeside, hvor der bl.a. ligger en lille film om projektet.
