20.09.11: Man lærer mere på kortere tid udenfor...

Af Jesper von Seelen, UC Syddanmark 

Udeskoleaktiviteter  har positive effekter på nogle elever og i nogle  situationer,  men  udeskoleaktiviteter har ikke positive effekter på alle elever og i alle situationer. Det er konklusionen på en rapport om et projekt i Lemvig Kommune, evalueret af KOSMOS og Videncenter for Sundhedsfremme. 

Alle 4. klasser i Lemvig Kommune har i skoleåret 2010-11 gennemført en række udeskoleprojekter, og chefkonsulent Karsten Sørensen og Ph.D.-studerende Jesper von Seelen har evalueret.

Evalueringen bestod af et baseline spørgeskema inden udeskoleaktiviteterne gik i gang og samme spørgeskema ved slutningen af skoleåret. Her besvarede eleverne på en række spørgsmål omkring trivsel, læringsparathed og sundhed. Ud over spørgeskemaet indgik også interview, story dialogue og telefoninterviews som metode i evalueringen.

Rapporten peger bl.a. på at både lærere og elever har et positivt indtryk af udeskoleaktiviteterne. Lærerne ser udeskoleaktiviteter som et godt pædagogisk værktøj blandt andre værktøjer. Spørgeskemaundersøgelsen tegner ikke et entydigt billede og den samlede konklusion er at omfanget af udeskoleaktiviteter i dette projekt ikke har været stort nok til at man statistisk kan påvise en effekt.

Resultaterne  fra  spørgeskemaundersøgelserne viser også en tendens til, at eleverne  trives  bedre  ved  slutevalueringen.  De  kvalitative data giver indikationer,  som  understøtter  tendens til bedre trivsel. Både elever og lærere  vurderer,  at eleverne reagerer positivt på udeskoleaktiviteter, og eleverne   mener,  at  de  er  mindre  sure,  når  de  er  ude.  Dog  viser lærerinterviewene,  at  en  bedre  trivsel ved udeskoleaktiviteter ikke kan generaliseres: Det er gyldigt for nogle elever, men ikke for alle.

Undersøgelsens  eneste  statistiske signifikante forskel mellem baseline og slutmålingen  viser, at andelen af elever, som har en voksen, de taler godt med,  er  øget  ved  slutevalueringen. Lærerne har observeret, at kontakten mellem  lærere  og  elever  er mere positiv ved udeskoleaktiviteter. Vi kan ikke  heraf  slutte,  at  udeskoleaktiviterne  er den direkte årsag til, at flere  elever  har en voksen, de taler godt med, men vi kan sige, at der er en  ganske  signifikant  forskel  mellem  baseline og slutmåling, og at det virker sandsynligt, at udeskoleaktiviteterne har bidraget positivt.

Download rapporten.
Ved spørgsmål kontakt Jesper von Seelen.