17.12.11: Dilemmalund - et sted, du bør besøge

af Lise Hostrup Sønnichsen, UC Syddanmark 

I  KOSMOS er vi gået i gang med at designe en by ved navn Dilemmalund til byggegrunden på byens egen hjemmeside - byen skal hjælpe med at gøre det sunde valg til et livsdueligt valg.  

Dilemmalund er et undervisningskoncept med udgangspunkt i det brede positive sundhedsbegreb. Et koncept der dels rummer en virtuel oplevelsesbaseret del via byens hjemmeside og tilhørende lærervejledninger, som også rummer mulighed for mere traditionel holdundervisning.

På byens forskellige steder vil den unge kunne møde dilemmafortællinger, quiz, videoklip m.m. Det overordnede formål med Dilemmalund er målbart at kunne bedre unges sundhedskompetencer, så de bliver i stand til at handle hensigtsmæssigt med deres viden om sundhed i sociale situationer. At være sund eller ikke sund er ikke udelukkende en selvstændig beslutning for den unge, hvorfor unge skal gives trygge rammer til at kunne diskutere og forholde sig til det komplekse i at vælge sundhed.

Ambitionen for Dilemmalund er at formidle forskningsbaseret viden om sundhed i øjenhøjde med de unge. At bedre de unges sundhedshandlekompetence ved at sætte viden om sundhed i spil i et interaktivt univers med bl.a. dilemmafortællinger. At iværksætte en fortløbende dialog med de unge inden for rammerne af det brede positivesundhedsbegreb. At kvalificere sundhedsundervisningen på en måde som underviserne finder overskuelig og relevantat.

Byens hjemmeside er i støbeskeen. Læs mere om Dilemmalund. Projektet er forankret i KOSMOS og projektleder er Lise Hostrup Sønnichsen fra Videncenter for Sundhedsfremme, UC Syddanmark.

 

 

Da Dilemmalund i første omgang primært sigter mod at få besøg af unge fra produktions- og erhvervsskolerne vil byen komme til at rumme steder, som er relevante for netop denne målgruppe. Det er således på tegnebrættet, at man både skal kunne bevæge sig ind på byggepladsen, i autoværkstedet, frisørsalonen osv. udover selvfølgelig de steder i Dilemmalund med almen ungdomsinteresse.