17.08.11: Inddragelse af unge i sundhedsprojekter

af Ulla Pedersen, KOSMOS  

Hvad kan vi gøre for at inddrage unge i projekter om deres egen sundhed og sikre, at deres stemme bliver hørt? Hvilke metoder virker bedst, og hvilken betydning har de?

Vi har længe vidst, at implementering af sunde tiltag befordres af, at vi som deltagerne selv får indflydelsen på tilrettelæggelsen. Det er imidlertid interessant, hvordan de offentlige myndigheder – f.eks. styrelse, region eller kommune - kan gribe den inddragelse og medbestemmelse an på bedste vis og med systematik ud fra evidens på området.

Sundhedsstyrelsen har et ønske om i højere grad at inddrage unge i kommende sundhedsfremmende projekter. Inddragelsen skal give unge mulighed for at nuancere og aktualisere problemstillinger og løsningsforslag og dermed være med til at sikre, at Sundhedsstyrelsens råd og vejledninger til unge opfattes som vedkommende for netop de unge selv.

På foranledning af Sundhedsstyrelsen har en forskergruppe ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole: Venka Simovska, Jeanette Magne Jensen, Lone Lindegård Nordin, udarbejdet en litteraturgennemgang over nationale og internationale erfaringer med metoder til at inddrage 15-18-årige unge i sundhedsfremmende projekter, samt lavet en oversigt over, hvilket udbytte inddragelsen medfører.

Notatet indeholder en afklaring af begrebet inddragelse/deltagelse, anbefalinger om metoder til ind-dragelse af unge samt konsekvenser heraf og giver nogle vigtige overvejelser. Læs 'Inddragelse af unge i sundhedsfremmende projekter'.