14.01.11: Unge med tegn på mistrivsel

af Ulla Pedersen, KOSMOS  

I en ny omfattende undersøgelse om trivsel og mistrivsel blandt 15-24-årige unge i Danmark fremkommer resultater, der overrasker forskerne bag undersøgelsen. Undersøgelsen er udført af Center for Ungdomsforskning ved DPU, Aarhus Universitet støttet af Egmont Fonden. Det var ikke forventet, at velfungerende unge i så høj grad som tilfældet er, viser sig at mistrives.

Størstedelen af danske unge mener, at de har et godt ungdomsliv, og at deres selvtillid er høj. Unges positive vurdering af egen trivsel står imidlertid i kontrast til deres adfærd: Selv om unge giver udtryk for, at de trives, kan de sagtens have en adfærd, der rummer tegn på mistrivsel. De kan fx ofte føle sig stressede, være ensomme, have selvmordstanker, cutte sig og være utilfredse med deres krop.

Rapporten bygger på telefoninterviews med 3.481 unge, der udgør et repræsentativt udsnit af alle 15-24-årige unge i Danmark.

Læs resumeet af rapporten her.