13.04.11: Indsats til udsatte børn i daginstitutioner

af Ulla Pedersen, KOSMOS 

Vi ved ikke nok om, hvilken indsats der virker over for udsatte børn i daginstitutioner. Er det en særlig vidensbaseret og målrettet pædagogisk indsats, er det en tæt forældrekontakt, eller er det den almindelige gode pædagogiske praksis, der finder sted i dag? Et nyt stort forskningsprojekt, financieret af Socialministeriet, skal afdække, hvilke indsatser der virker.

Forskningsprojektet VIDA - Vidensbaseret indsats over for udsatte børn i dagtilbud - løber over tre år og involverer 120 daginstitutioner og 6.000 børn. DPU, Aarhus Universitet, leder projektet.

Der vil blive forkset i effekter af følgende typer indsats:
målrettet og vidensbaseret arbejde med børns trivsel og læring
fokus på børns trivsel og læring samt forældreinddragelse
almindelig praksis (kontrolgruppe).

Effekterne, dvs. børnenes udbytte af de forskellige indsatser, vil blive fulgt, målt og sammenlignet. Herefter følges børnene gennem 20 år for at undersøge langtidseffekter.