af Ulla Pedersen, KOSMOS
Når unge har problemer, tager de ofte selv skylden på sig og bebrejder sig selv uden at søge hjælp. Det viser en ny rapport fra CeFU (Center for Ungdomsforskning) ved Aarhus Universitet. Rapporten kommer med en række anbefalinger til, hvordan voksne kan blive bedre til at spotte unges tegn på mistrivsel og hjælpe dem med at håndtere deres problemer.
Unges mistrivsel kan føre til f.eks. ensomhed, misbrugsproblemer, selvskadende adfærd eller selvmordtanker. I CeFUs forskningsprojekt har mere end 3.500 unge mellem 15 og 24 år svaret på spørgeskemaer, og dette er fulgt op med kvalitative interviews med udvalgte unge. Hovedkræfterne bag rapporten er Niels Ulrik Sørensen og Jens Christian Nielsen, begge forskere fra Center for Ungdomsforskning ved Aarhus Universitet. Der er især sat fokus på de unge, der befinder sig i en gråzone uden en egentlig diagnose, men samtidig med problemer, hvis omfang og intensitet er bekymringsvækkende.
”Unge i gråzonen ser det som deres ansvar alene, at de har det skidt, ligesom de betragter det som deres eget ansvar at finde en vej ud af elendigheden. Det peger på, at der ligger en stor samfundsopgave i at opbygge forpligtende sociale relationer omkring de unge, for de har brug for nogen at dele ansvaret med, ”siger Jens Christian Nielsen, som anbefaler, at den voksne tager det første skridt, også selv om den unge tilkendegiver, at man skal blande sig helt uden om.
Projekt har mundet ud i rapporten: "Når det er svært at være ung i DK – viden og råd om unges trivsel og mistrivsel", som kan downloades gratis på CeFUs hjemmeside.

