af Ulla Pedersen, KOSMOS
Hvordan får børn i SFO børnene gode sundheds- og bevægelsesvaner, der varer ved, også ind i ungdomsårene, hvor der traditionelt er en mindre interesse fra børnenes/de unges side rettet mod idræt og bevægelse?
Kodeordet kan vise sig at være et samarbejdet mellem SFO, skole og idrætsforeninger. Danmarks Idræts-Forbund har sammen med KOSMOS taget initiativ til udviklingsprocessen Fra SFO til idræts SFO. Projektet startede i 8 kommuner for ialt 16 SFO'er i august 2008 og er nu blevet evalueret.
For den enkelte deltagende SFO har udviklingsprojektet en varighed på 1½ år, hvorefter SFO’en kan certificeres af DIF og KOSMOS. Herefter kan den kalde sig Idræts SFO og selv have ansvaret for vedblivende at have pædagogisk idræt som omdrejningspunkt for det pædagogiske arbejde.
Hvordan er resultaterne? Evalueringsrapporten er netop udkommet og ligger gratis til download. Hanne Værum Sørensen, ph.d.studerende fra VIA University College og evaluator på projektet siger:
"Projektet er så nyt, at man ikke kan sige om det har haft betydning for børns sundhed og antallet af sygedage – men man kan se det på at flere børn deltager i de idrætsaktiviteter, der bliver tilbudt".
Hanne Værum Sørensen anbefaler bl.a. at det idrætspædagogiske arbejde fastholdes og udbygges.
