af Ulla Pedersen, KOSMOS
Den bedste kilde i dag til, hvad der sker i idrætsfaget, er den såkaldte 'EVA-rapport' fra 2004. Den refereres i ansøgninger, opgaver og projektbeskrivelser inden for skoleidrætsområdet, men da der er sket meget på skoleområdet siden 2004, kan der stilles spørgsmålstegn ved rapportens validitet i forhold til idrætsfaget anno 2011.
Det er derfor også med stor glæde, at Videncenter for Sundhedsfremme kan berette, at arbejdet med at gentage EVA-rapporten fra 2004 er gået i gang. Rapporten kommer i foråret 2012 og får navnet ’Status På IdrætsFaget 2011’ – i daglig tale SPIF-11.
Det bliver ph.d.-studerende Jesper von Seelen, der står for rapportens kvantitative del, mens adjunkt Mette Munk Jensen står for rapportens kvalitative del.
Videncentret har været heldig at få adgang til al datamaterialet fra 2004 (tak til Danmarks Evalueringsinstitut) og får således en enestående mulighed for at få beskrevet forskellene mellem idræt i skolen anno 2004 og 2011. Vi benytter os af samme metoder og stort set samme spørgsmål som i 2004 – herved bliver en direkte sammenligning mulig. Ud over at beskrive eventuelle ændringer i forhold til 2004 bliver rapporten selvfølgelig en statusopdatering på hvordan idrætsfaget har det i dag.
"Vi håber at SPIF-rapporten vil få samme gennemslagskræft som EVA-rapporten havde og at danske politikere, skoleledere, lærere, forældre, elever og forskere i foråret 2012 vil have en meget bedre indsigt i hvad idrætsfagets status egentlig er", udtaler Jesper von Seelen og Mette Munk Jensen.
Facts:
Danmarks Evalueringsinstitut udgav i 2004 en rapport om idrætsfaget i den danske folkeskole - efterfølgende ofte refereret som 'EVA-rapporten'. Rapporten har siden haft afgørende betydning for en lang række projekter og tiltag på skoleidrætsområdet. Der blev vel næppe gennemført et projekt eller skrevet en opgave om skoleidræt i slutningen af 00’erne uden at EVA-rapport var afsættet. Et af de større tiltag med afsæt i rapporten var Skoleidrættens Udvklingscenter (SKUD), som eksisterede i 2006-2010.
