05.12.11: Fysisk aktivitet har positiv indflydelse på læring

af Ulla Pedersen, KOSMOS 

Forskere fra Danmark og Sverige diskuterede den 25.-27. oktober 2011 sammenhængen mellem fysisk aktivitet og læring på en såkaldt konsensuskonference. Konklusionerne af konferencen er nu offentliggjort i en ganske kort erklæring. I erklæringen står der blandt andet, at der er en dokumenteret sammenhæng mellem fysisk aktivitet og læring uanset alder.

Jesper von Seleen (lektor og ph.d.-studerende ved UC Syddanmark/KOSMOS) deltog i konferencen og udtaler:
"Vi har i længe haft en fornemmelse af denne sammenhæng, men ingen har tidligere kigget så grundigt på hele datamaterialet. Jeg er efter den meget overbevisende dokumentation, vi så på konferencen, ikke i tvivl om rigtigheden af den erklæring, vi nu er kommet ud med".

Konferencens konklusion hænger ifølge erklæringen sammen med:

  • at fysisk aktivitet forbedrer kognition. Det er sandsynliggjort i forhold til problemløsning, logisk tænkning, rumopfattelse, sproglige færdigheder, arbejdshukommelse, selvopfattelse og opmærksomhed.
  • at fysisk aktivitet kan være et redskab til en positiv udvikling af mentale, emotionelle og sociale processer.
  • at fysisk aktivitet øger dannelsen af stoffer der kan fremme hjernens strukturelle og funktionelle ændring gennem læring og erfaring
  • at læring fremmes bedst, hvis den fysiske aktivitet er udfordrende, varieret og indebærer succesoplevelse.
  • at fysisk aktivitet øger hjernens modstandsevne mod kognitiv svækkelse som følge af alder og sygdom.
  • at fysisk aktivitet integreret i undervisning ud over idrætsundervisning har vist sig at fremme læring.

KOSMOS arbejder i forvejen med en lang række projekter, hvor idræt og bevægelse implementeres i forskellige uddannelsesmæssige sammenhænge. Jesper von Seleen udtaler:
"I KOSMOS og Videncenter for Sundhedsfremme har vi som nogen af de eneste i Danmark mange års erfaring med at implementere leg, idræt og bevægelse i uddannelsessystemet. Vi ser derfor meget frem til at kunne implementere denne nye viden i vores arbejde fremover".

KOSMOS stiller sig gerne til rådighed for skoler, kommuner, klubber, institutioner, virksomheder og andre, der ønsker at implementere fysisk aktivitet i diverse læringsprocesser.

Læs den samlede erklæring fra konsensusrapporten og se dokumentationen, der ligger bag forskernes konklusion.

Spørgsmål vedrørende konsensuskonferencens konklusioner kan rettes til ph.d.-studerende Jesper von Seelen, mens spørgsmål vedrørende samarbejde om fysisk aktivitet og læring kan rettes til videncenterleder Børge Koch.