02.11.10: Det er slet ikke så svært at leve sundt!

af Ulla Pedersen, KOSMOS 

Aktiv rundt i Danmark - den store, landsdækkende kampagne - er slut. Sidste mulighed for at samle points var skolernes idrætsdag inden efterårsferien. Der har været knap 100.000 aktive børn igang i 3 ugers aktivitet.

I Brattingsborgsskolen i Klejtrup var der i ugen inden ferien emneuge med fokus på blandt andet sundhed og motion. Emilia Kabel Nielsen fra 2. klasse var en af de mange engagerede elever:

»Jeg gad godt, det var emneuge hver dag. Det er slet ikke så svært at leve sundt,« siger Emilia. Hun har sammen med børn fra mange forskellige klassetrin været i gang med at lave mad over bål, både æblegrød, pandekager og fladbrød – af friske råvarer og uden tilsætningsstoffer.

For sundhed handler ikke kun om at være i bevægelse, og kampagnens points gives også for at huske måltiderne og spise sund mad. Hver gang man gør noget godt, får man points.

Nu er det så op til børn, forældre og lærere at huske på den sunde livsstil, også når kampagnen er slut, og de ikke mere kan få points. Læs mere om den landsdækkende kampagne »Aktiv Rundt i Danmark«, som UC Syddanmark, videncenter KOSMOS og Arla står bag.