01.09.10: Best practice i Sct. Georgs Gårdens Børnehave

af Ulla Pedersen, KOSMOS

Et bevidst fokus på de forsigtige børn med risiko for udsathed har medført større inklusion og mere glæde i hverdagen i Sct. Georgs Gårdens Børnehave i Rønnede i Faxe Kommune. Midlet har været sanglege, musik og bevægelse, hvor aktiviteterne har været tilrettelagt med et sundhedspædagogisk, inkluderende fokus. Børnehaven har deltaget i KOSMOS’s projekt, hvilket har betydet engagerede pædagogiske sundhedsmedarbejdere, der er i fuldt sving med sundhedsarbejdet.

I små grupper, inddelt efter alder og køn, er de forsigtige børn kommet mere på banen. Med fantasi og indlevelse hos såvel børn som voksne er der i fællesskab udviklet et særligt forløb med opmærksomhed på børnenes sociale og personlige ressourcer. Aktiviteterne fra forløbet har bredt sig til legen generelt, og forældrene har bakket aktivt op om indsatsen.

Indsatsen indgår i børnehavens arbejde med de pædagogiske læreplaner og er blevet en fast rytme i børnehavens årsplan. Hermed tydeliggøres institutionens pædagogik over for bestyrelse og forældre, og det skærper opmærksomheden om det centrale spørgsmål: ”Gør vi det vi tror vi gør?”. De pædagogiske lærerplaner evalueres systematisk hver anden måned, og den øgede skriftlighed er med til at højne fagligheden. 

Læs mere om best practice i Sct. Georgs Gårdens Børnehave i evalueringen af projektet ’Pædagogiske Sundhedsmedarbejdere’. Se også projektbeskrivelsen.