60 min. om dagen
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn bevæger sig mindst 60 minutter hver dag. Det er sundt at bevæge sig, fordi kroppen er skabt til det, og fordi fysisk aktivitet giver energi og overskud i hverdagen. Et barns kropslige erfaringer er grundlaget for udvikling af barnets intellekt, ligesom en motorisk sikker krop er indgangen til samarbejde og relationsskabelse. Et barns muligheder for bevægelse i barndommen kan være afgørende for vedkommendes voksenliv.
Barnet er født med en naturlig glæde over og lyst til fysisk aktivitet. Næsten alle børn i førskolealderen og i indskolingsalderen laver et utal af bevægelser, når de bliver sluppet løs eksempelvis på en græsplæne. De løber, hopper, hinker, ruller og kravler med stor energi.
Motorisk udvikling har betydning for kognitiv udvikling
Børns tidlige motoriske udvikling spiller en rolle for deres kognitive udvikling i femårsalderen. Det konkluderer en britisk undersøgelse af næsten 15.000 børn, som blev offentliggjort den 17. februar 2010. Læs mere om undersøgelsen fra University of Londons Institut for Uddannelse. Læs også artikel fra Politiken.
Lad dig inspirere af publikationenen Børnehaver i bevægelse.
Lav en bevægepolitik
En politik for bevægelse giver svar på spørgsmålene om, hvad daginstitutionen ønsker og prioriterer for fremtiden samt hvilke værdier, der ligger til grund herfor. Bevægepolitikken skaber bevidsthed om den bevægelseskultur, som karakteriserer institutionen.
Bevægepolitikken er derfor tæt forbundet til de pædagogiske læreplaner og understøtter disse.
Få inspiration til en bevægepolitik til din institution - læs publikationen Bevægelsespolitik i kommuner og skoler.
Idrætsbørnehaver
Baggrunden for denne midtvejsevaluering er, at Københavns Kommune har iværksat et projekt med udvikling af idrætsinstitutioner. Selve projektet er gennemført af UC VIA og Danmarks Idrætsforbund i et samarbejde med Københavns Kommune. 24 dagtilbud ønskede at deltage i projektet. Blandt disse dagtilbud blev 11 dagtilbud udpeget som deltagere. Læs evalueringsrapporten.


